Majsol (sang, evt. med kor)

I 2013 lavede man i Skive et stort korprojekt, SkiveKor’13. Konceptet var nye satser eller melodier til kendte og knap så kendte tekster af Jeppe Aakjær. Ud over at være dirigent på projektet blev jeg også bedt om at komponere 3 af sangene.

Under arbejdet med sangene bemærkede jeg at Aakjærs sprog bevirkede at man som komponist hurtigt endte i en ‘Laub-Nielsen’sk højskolesangs-stil’. Det er der jo i og for sig ikke noget dårligt i, men jeg satte mig for at i hvert fald en af sangene skulle være en smule mere ‘moderne’ i sit udtryk. Det blev ‘Majsol’.

Satsen er lavet så den kan anvendes på forskellig vis. Dels kan man bruge sangen som fællessang, dels er der tilføjede korstemmer man kan bruge eller lade være. Man kan vælge om man vil bruge alle korstemmerne, eller vælge nogle fra. Eksempelvis kan 1.- og 2. stemmen godt synges af et 4-st. SATB-kor, hvor S og T synger samme stemme og A og B ditto.

Allehelgen (melodi+klaver)

I 2014 lavede vi en allehelgen-gudstjeneste i Biersted Kirke hvor jeg var organist. På invitationen havde præsten sat Hans Anker Jørgensens tekst, som jeg lavede en melodi til. Kirkesangeren og jeg fremførte melodien som en slags motet til gudstjenesten.

Jeg sendte melodien til Hans Anker Jørgensen, der syntes det var en god melodi. Han mente dog ikke den kunne udkonkurrere ‘Hvad er det at møde’ som han har skrevet teksten til. Det kan meget vel være – men jeg er selv glad for melodien som jeg synes passer godt til teksten. Jeg synes dog ikke min melodi passer særligt godt til ‘Hvad er det at møde’-teksten, så det er jo som det skal være.

Melodien bringes med becifret melodilinje samt et bud på en udskrevet klaversats.

Lysets engel går med glans (SSAA)

Jeg holder utroligt meget af Weyse og Ingemanns smukke salme i dens alment kendte udgave. Samtidig synes jeg også det er sjovt at forsøge at lade en meget velkendt tekst ‘tale til en’ på ny, og se om der måske gemmer sig en anden melodi i teksten?!

Jeg nærer hverken illusioner eller intentioner om at melodien kan udkonkurrere Weyses, men jeg håber at andre også vil finde det spændende at høre teksten på nye toner.

Fire Florasange (SATB)

De Fire Florasange har tekster af Gertie Sjøen, der var sanger i Sangtus-koret i Aalborg mens jeg var dirigent . Hendes egen titel til de fire små digte er ‘Observationer og sansninger’.

Digtene er enkle (i yderst positiv forstand) skildringer af fire blomster, og musikken er tilstræbt ligeså enkel og umiddelbar.

Den lyse dag forgangen er (SATB)

Tekst: Hans Christensen Sthen 1589 og C.J. Brandt 1885.
DDS 757

En aftensalme om mørket der sænker sig og en bøn til Jesus om at beskytte os mod mørkets magter.

Bønnen/ønsket om at vi må glæde os over Gud i Himmerige går igen som et refrain gennem stroferne. Glæden som det levende og uhæmmede er skildret ved to forskellige taktarter mellem stemmeparene Sopran-Tenor og Alt-Bas i takt 8-10. S-T beholder fraseringen i 4/4 mens A-B egentlig tænkes opfattet i 3/4 (selvom det ikke fremgår af den noterede taktart).

I t. 11 forenes stemmerne i et samlet glædesudsagn inden Himmerige åbner sig gennem en quasi cluster-klang i t. 12 til en åben kvint i t. 13. Himmerige kan her ikke skildres i ‘normale’ akkorder eller fastlægges i enten dur eller mol.

Aftensange for mandskor (TTBB)

En meget stor del af repertoiret for mandskor er bearbejdelser af satser oprindeligt for blandet kor. Disse tre aftensange er derimod skrevet direkte til mandskor og findes altså ikke for andre besætninger.

De tre sange er komponeret over en årrække og er ikke tænkt sammenhængende. De er ‘blot’ tre forskellige aftensange, der kan opføres enkeltvis, samlet eller spredt i hvilken rækkefølge man måtte lyste.

De er komponerede uden nogen avantgardistiske ambitioner, men orienterer sig mod idealer om velklang og god melodiføring.

Det er i dag et vejr – Jeppesen ! (SATB / SAB / SSA)

Det er i dag et vejr
Melodi: Knud Jeppesen
Tekst: Ludvig Holstein

Besætning: SATB / SAB / SSA

Et arrangement af Knud Jeppesens knap så kendte, men meget fine melodi til Ludvig Holsteins tekst.

I teksten myldrer foråret rundt om den forelskede pige. Jeppesens fine melodi myldrer også og satsen forsøger at afspejle den samme myldrende glæde over forårets blomster, særligt hyacinterne.